Sociale medier... og mig.

Næste gang jeg modtager en mail med en invitation til at oprette en profil på et socialt medie, - så siger jeg nej tak. Helt sikkert. Ikke at jeg har noget ondt at sige om de sociale online medier, nærmest tværtimod, men er der en grænse for hvor mange profiler jeg kan pleje, tjekke og se mening i?

Jeg er på twitter, Facebook, Google+ & LinkedIn. Og nå ja, - så har jeg jo også denne blog, - samt skype naturligvis. Og vistnok også en msn messenger profil et sted, - selvom den vist nok må være død nu..?

Næste gang jeg modtager en mail med en invitation til at oprette en profil på et socialt medie, - så siger jeg nej tak. Det er næsten helt sikkert. Men jeg må indrømme at jeg er stor tilhænger af mine nuværende profiler, - og ikke mindst de muligheder de giver mig. I mit arbejde underviser jeg i brugen af LinkedIn, - og til dels også i de muligheder de andre medier giver, - og jeg plejer især at lægge vægt på at man gør sig klart hvad man vil med det sociale medie før man giver sig i kast med det. Blandt de hundredevis af sociale medier der findes, - er mine særligt udvalgte (i den rækkefølge jeg blev bruger):

Facebook: Hyggesiden som jeg egentlig helst ville skrotte, - men hvor jeg må konstatere at en del af mit netværk ganske enkelt ikke er at finde andre steder. Derfor bliver jeg der jo nok...

LinkedIn: Det faglige/professionelle netværk som anvendes til faglig sparring/opkvalificering/karriereovervejelser og -muligheder. Et netværk som jeg længe var lidt passiv på, - men som jeg i stadigt stigende grad er mere og mere aktiv på. En genial side.

twitter: Uden tvivl min yndling blandt dem alle. Den uformelle kanal hvor alle kan tale om stort og småt, - og hvor man hurtigt kan få kontakt til interessante mennesker, - og få dem i tale. Jeg har her haft dialoger med vores borgmester (Anna Mee Allerslev), USA's måske nok mest respekterede sportsjournalist (Peter King), min yndlings NFL-spiller (BenJarvus Green-Ellis) og nåh ja, - da der sidst var bøvl med vores trådløse net, - så var det også her jeg søgte (og lynhurtigt i øvrigt) fik top-professionel assistance af Yousee.

Google+: Det nyeste, mest innovative og brugervenlige sociale medie jeg endnu er stødt på. En slags blanding af facebook og twitter, - men med så meget mere. Det er kommandocentralen for sådan en som mig der er ivrig bruger af Googles øvrige services (du ved, - kalenderen, mailen, foto-servicen, dokumenthåndteringen osv osv...). Jeg har ukritisk lagt mit liv i Googles hænder, - og der står Google på min mobil. I'm lovin' it!

De 4 centrale sociale medier jeg anvender spiller en stadigt stigende rolle i mit liv. De tjener  forskellige formål, og er som sådan isolerede platforme for hver deres del af mit "online sociale liv" - hvis man kan tale om et sådant? Dog kan jeg se at de i stigende grad, - og uden at jeg egentlig var helt klar over det, - er blevet integrerede i hinanden?

Mit facebook-profilbillede fortæller verden at jeg er flyttet over på Google+, hvor det første i min profil er et link til denne blog, - som på forsiden har en live-opdatering af min twitter-profil som i øvrigt er linket op på min LinkedIn profil. Det er da meget enkelt ikke? Eller er det mon for meget?

For godt et halvt år siden fik jeg via først LinkedIn, og siden twitter kontakt til en god gammel ven jeg ikke havde set/snakket med i godt 10 år vil jeg tro. En person jeg idag  sætter meget stor pris på, og vi har løbende kontakt. De første par kontakter var via e-mail, - men siden da har vi stort set ikke mailet, ringet eller sms'et. Vores kontakt er primært lagt i twitter og Google+ regi, - og det føles slet ikke underligt. Det er faktisk det mest naturlige i verden. Hvis jeg satte mig ned og skrev en mail til ham, - ville det næsten føles som at skulle have pen og papir og frimærke op af skuffen? Det er da lidt vildt?

Måske vil mine kære døtre få dét forhold til e-mailen som jeg har til de håndskrevne breve idag, - at de er besværlige, - lidt omstændelige og langsomme. De sociale medier er jo langt nemmere at håndtere, - og mere brugervenlige. Synes jeg i hvert fald...

Næste gang jeg modtager en mail med en invitation til at oprette en profil på et socialt medie, - så siger jeg nej tak. Sandsynligvis, - for hvis sociale medier skal til (også) at være en del af min faglighed, - så er jeg jo nok nød til lige at undersøge hvad dén platform kan tilbyde. Og giver den mening, - ja så skal den da være velkommen i klubben.

Med Pippi og tøserne i Tivoli

En mail på jobbet med et godt tilbud, - førte til at jeg i søndags var i Tivoli med Dharma og hendes veninde Isabell. Vi var inde og se Sebastian og Mastodonternes musical "Pippi Langstrømpe" i Tivolis koncertsal, og efterfølgende en tur i haven blandt græskar, hekse og forlystelser.

Jeg var dødtræt efter en nat uden søvn (tak Lara), - men hold op hvor sådan to piger og deres smittende glæde og begejstring kan fylde én med energi. Forestillingen var fantastisk, - og pigerne både dansede og grinede fra deres pladser i den meget store sal. Tydeligt at det gjorde indtryk at være kommet ind i et "voksen-teater" som Dharma udtrykte det. Blinkende lamper, balkon'er og live-musik.

Efter Pippi-forestillingen, og køb af den obligatoriske souvenir-CD x 2, tog vi ud i Kbh's sjoveste have. Jeg har sjældent haft så koncentrerede og bekymringsfrie timer med Dharma som i søndags. Først var det med 120 i timen med forlystelser, popcorn og "wow" - og siden, efter at vi havde sagt pænt farvel til Isabell, vandrede Dharma og jeg rundt - præcis som vi ville - og i vores tempo.

Jeg elsker elsker elsker mine piger. Og hvor er jeg dog lykkelig over at jeg har mulighed for at finde tid til koncentreret samvær med dem. Sammen, og hver for sig. Jeg husker ikke i detaljer resten af vores eftermiddag/aften - men vi kom da ud og prøve en masse. Og vi fik pandekager på legepladsen. Og vi vandt en vifte. Og en til Isabell. Og en hel masse mere som jeg hverken kan huske helt, eller har billeder af. Det var en af de ture der bare skulle opleves.

Tak for det Dharma.

Børn & Breaking News

Slår det gerne fast med det samme. Herhjemme bliver der ikke set TV2 News, når ungerne er i stuen. Jeg vil gerne i så vidt muligt omfang, lægge rammer om deres barndom hvor de ikke skal bekymre sig så meget om hvad de voksne nu går og bekymrer sig om. Og det kan være en udfordring i en tid hvor nyhederne fra alle verdens kroge har mere end én vej ind i hjemmet...

Men nogle gange sker der bare ting i verden, som i sin art og i sit omfang er så voldsomt, - at det bliver indgroet i den voksne bevidsthed i landet. Og så fanger de det... børnene. Herhjemme har de seneste eksempler været stormfloden i Japan, terror-handlingen i Oslo og senest sulten i det østlige Afrika.

Det er altid svært hvordan man skal formidle dét, - at verden kan vise sit onde ansigt, - når nu lytteren kigger op på en med uskyldige øjne, og hvis verdensforståelse er... ja, barnligt naiv.

Derfor blev jeg så glad da jeg i fredags hentede Dharma i børnehaven. De havde på stuen snakket om de sultne børn i Afrika, - og hvad der sker dernede. De havde snakket om hvad man kunne gøre. "Sende mad" havde en sagt... "Sende penge" havde en anden sagt... Men de var jo selv sultne, og frokosten blev jo nok dårlig hvis den skulle til Afrika, - og penge - dem har man jo ikke når man er 3-6 år gammel.

Derfor gik samtlige unger i værkstedet! Der er malet, hamret, støbt og klistret til den store fernisering! Der er lavet kunst, som vi forældre så er inviteret til at kigge forbi og købe. Og pengene, - ja det bliver børnenes, og de har aftalt at de skal sendes med "Red Barnet" til Østafrika.

Jeg har sjældent mødt så stolte, bevidste og engagerede børnehavebørn som den eftermiddag. Store som små. Jeg ser frem til at købe al Dharmas kunst, - og smide et par sedler i børnenes pengekasse... Jeg håber de gør en forskel, - for i Dharmas verden er dét Breaking News.