tirsdag den 1. maj 2012

1. Mig

Det har været en fantastisk 1. maj. Solen har skinnet, ungerne har leget, - og der har været både fødselsdag, vandkamp og hjem-is i gården. Og så har jeg haft fri fra arbejde. Og det synes jeg egentlig er lidt mystisk...

Lad mig starte med at bekende kulør. Jeg er ikke blå. Jeg er ikke ræve-rød, - nok snarere "lilla" i det farvespektre der er dansk politik. Jeg har dog altid stemt på de partier der i dag sidder på magten herhjemme, sådan lidt blandet gennem årene, - og jeg ved at 1. maj er en særlig dag for dem. Og for de andre partier måske også?

Jeg er ikke den mest velbevandrede i 1. majs betydning og historie, - min viden om dette begrænser sig nok til det jeg vil mene er almen viden: Det er arbejdernes internationale kampdag. En dag hvor arbejdernes rettigheder og arbejdsforhold er på dagsordenen i det politiske Danmark, - og hvor samtlige politikere finder et sted at holde en tale om vores samfund. Og så er det naturligvis en folkefest i fælledparken.

1. Maj er dagen hvor arbejdernes forhold er i fokus, - og er det så ikke underligt at jeg (der er arbejdsmarkedskonsulent) har fri? På 1. Maj fyldes spalterne og talerne med ord som "fællesskabet" og "solidaritet" - men mine gode ven P har ikke fri - han arbejder for et privat firma. Hvor er solidariteten med ham, og med medarbejderen i Netto som jeg så her et par timer før jeg plejer at kunne nå det?

Jeg ved ikke hvad det koster samfundet at det offentlige kører på lavt blus 1.Maj, - men jeg ved at de "store" helligdage som St.Bededag og andre vil blive diskuteret i de kommende forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. De er ganske enkelt en udgift i milliardklassen, - og så er det naturligvis interessant om de fortsat har deres berettigelse. Personligt har jeg intet forhold til St.Bededag andet end at det er en fridag... Men 1.Maj er trods alt anderledes.

Vi er nogle der har fri, - og der er nogle der skal arbejde. Jeg forstår det ikke. "Jamen Anders, - du har jo fri for at du kan komme i fælledparken" som en genbo sagde med et glimt i øjet... Okay? Hvis det virkelig er begrundelsen, - hvorfor hedder det så en fridag på jobbet? Hvorfor skal jeg ikke påføre min arbejdstid, - med mødepligten denne dag henlagt til fælledparken? Det ville da være mere rimeligt?

Jeg har ikke ofte besøgt fælledparken 1. maj, - sidste gang var da fadøl stadig var på min top 5 over livs-prioriteter. Det er det ikke længere, - og jeg kan ikke se hvad jeg ville skulle i fælledparken? Høre talerne... tja tjo... forholde mig til den politiske dagsorden? Det er vel dybest set det der er meningen med at vi "arbejdere" har fri..?`Så vi kan deltage?

Hvis det er tilfældet, - så er 1. Maj for mig at se dybt forældet. En græsplæne med en taler-pult og et fadølsanlæg er ikke mit foretrukne medie, når det gælder at forholde sig til den politiske virkelighed, og forholdene på arbejdsmarkedet. Det er som om at man med 1. maj har skabt et frirum for dialog, - og det var sikkert fint og godt for 40 år siden - men med den form som den politiske debat har i dag, - hvem bruger så ikke nettet, aviserne, de sociale medier i stedet?

Jeg har sat stor pris på min fridag, - det har ganske enkelt været den bedste dag i foråret. Med solen, ungerne og isene...  Men jeg ville ønske at jeg selv havde sponsoreret den fridag med familien, og at politikernes tale-dag var henlagt til om nogle dage - fx "1.søndag i Maj".

Jeg kan godt glæde mig over 1.Maj, - men det føles faktisk en smule selvisk at havde haft fri på fællesskabets regning. Det er lidt usolidarisk synes jeg. Og tænk engang at det er dét jeg tænker, - når jeg ser de røde faner. Jeg er jo bare en arbejder...

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar