Tak

Nogle gange er livet bare så smukt at man skal suge det helt ned i maven. Som i dag på Laras fødselsdag... Solen skinnede. Lara strålede. Og en masse dejlig familie samlet om en kagedame i solen satte rammen.

Tak til jer alle for at gøre i dag helt fantastisk. Og tillykke til Lara.

Lige midt i 0.V

Jeg er bare vildt stolt af Dharma. Her til aften var hun (plus forældre) inviteret til info-møde på hendes kommende skole. En stor begivenhed, for man ville møde alle de andre børn fra ens klasse, - og ikke mindst se læreren og lokalerne.  Så med hjælp fra min mor der hyggede om Lara hjemme imens, drog Dharma, Susan og jeg afsted mod Lergravsparken Skole, - og den på forhånd ukendte størrelse ved navn "0.V" som er Dharmas klasse.

Efter en fælles seance i gymnastiksalen for samtlige 5(!) kommende 0. klasser gik vi op og så på klasselokalet. Dharma var den første der fandt sig en stol, - og langsomt sluttede de andre børn sig til hende. Der var et par drenge der nærmest lå hen over stolen, og som "sgu ikke lige ku huske" hvad deres børnehave hed, et par børn som bestemt ikke var trygge ved at slippe far og mors greb, og så pigerne i pæne kjoler og hårspænder som sad pænt og rankt. Jeg er glad for vi har valgt folkeskolen. Vi virker til at være en god blanding af børn og forældre - kun positivt.

Klasselæreren snakkede lidt, - og stillede så et spørgsmål til børnene: "Er der nogen af jer der er startet i fritidshjem?" Og det der så skete overraskede mig totalt. Dharmas hånd fløj op, - pegefingeren strakt og hele kroppen virkede som om den insisterede på at nå loftet. Læreren kiggede på Dharma, og spurgte hvad hun hed. "Jeg hedder Dharma, og jeg skal starte i Smilehullet om 6 dage!" Godt gået min pige. Alle forældrene, alle børnene (som du ikke kendte) kiggede på dig, - og du snakkede med klar og tydelig stemme og satte dig selv i centrum. Jeg tror du er i dit rette element i skolen...

Senere fik I en opgave, og du hjalp pigen ved siden af dig. Du sang med på Lille Peter Edderkop, - også selvom du fik sendt mig nogle himmelvendte øjne, for det var da lidt barnligt... Men du sang med. Og du strålede om kap med solen da vi alle bagefter spiste pølser, sandwiches og is i skolegården. Du løb rundt med dem du kendte, og far og mor fik snakket lidt på kryds og tværs. Som man jo gør som nye forældre et nyt sted, - med tanke på at vi jo alle skal følges på et eller andet plan de næste 10 år...

Jeg blev imponeret over at tavlen er et såkaldt smart-board, - at kontaktbogen kan læses med smartphone, - men mest alt imponerede Dharma mig. Som hun sad der. Selvsikker. Sej. Og så lige midt i 0.V.

 

1. Mig

Det har været en fantastisk 1. maj. Solen har skinnet, ungerne har leget, - og der har været både fødselsdag, vandkamp og hjem-is i gården. Og så har jeg haft fri fra arbejde. Og det synes jeg egentlig er lidt mystisk...

Lad mig starte med at bekende kulør. Jeg er ikke blå. Jeg er ikke ræve-rød, - nok snarere "lilla" i det farvespektre der er dansk politik. Jeg har dog altid stemt på de partier der i dag sidder på magten herhjemme, sådan lidt blandet gennem årene, - og jeg ved at 1. maj er en særlig dag for dem. Og for de andre partier måske også?

Jeg er ikke den mest velbevandrede i 1. majs betydning og historie, - min viden om dette begrænser sig nok til det jeg vil mene er almen viden: Det er arbejdernes internationale kampdag. En dag hvor arbejdernes rettigheder og arbejdsforhold er på dagsordenen i det politiske Danmark, - og hvor samtlige politikere finder et sted at holde en tale om vores samfund. Og så er det naturligvis en folkefest i fælledparken.

1. Maj er dagen hvor arbejdernes forhold er i fokus, - og er det så ikke underligt at jeg (der er arbejdsmarkedskonsulent) har fri? På 1. Maj fyldes spalterne og talerne med ord som "fællesskabet" og "solidaritet" - men mine gode ven P har ikke fri - han arbejder for et privat firma. Hvor er solidariteten med ham, og med medarbejderen i Netto som jeg så her et par timer før jeg plejer at kunne nå det?

Jeg ved ikke hvad det koster samfundet at det offentlige kører på lavt blus 1.Maj, - men jeg ved at de "store" helligdage som St.Bededag og andre vil blive diskuteret i de kommende forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. De er ganske enkelt en udgift i milliardklassen, - og så er det naturligvis interessant om de fortsat har deres berettigelse. Personligt har jeg intet forhold til St.Bededag andet end at det er en fridag... Men 1.Maj er trods alt anderledes.

Vi er nogle der har fri, - og der er nogle der skal arbejde. Jeg forstår det ikke. "Jamen Anders, - du har jo fri for at du kan komme i fælledparken" som en genbo sagde med et glimt i øjet... Okay? Hvis det virkelig er begrundelsen, - hvorfor hedder det så en fridag på jobbet? Hvorfor skal jeg ikke påføre min arbejdstid, - med mødepligten denne dag henlagt til fælledparken? Det ville da være mere rimeligt?

Jeg har ikke ofte besøgt fælledparken 1. maj, - sidste gang var da fadøl stadig var på min top 5 over livs-prioriteter. Det er det ikke længere, - og jeg kan ikke se hvad jeg ville skulle i fælledparken? Høre talerne... tja tjo... forholde mig til den politiske dagsorden? Det er vel dybest set det der er meningen med at vi "arbejdere" har fri..?`Så vi kan deltage?

Hvis det er tilfældet, - så er 1. Maj for mig at se dybt forældet. En græsplæne med en taler-pult og et fadølsanlæg er ikke mit foretrukne medie, når det gælder at forholde sig til den politiske virkelighed, og forholdene på arbejdsmarkedet. Det er som om at man med 1. maj har skabt et frirum for dialog, - og det var sikkert fint og godt for 40 år siden - men med den form som den politiske debat har i dag, - hvem bruger så ikke nettet, aviserne, de sociale medier i stedet?

Jeg har sat stor pris på min fridag, - det har ganske enkelt været den bedste dag i foråret. Med solen, ungerne og isene...  Men jeg ville ønske at jeg selv havde sponsoreret den fridag med familien, og at politikernes tale-dag var henlagt til om nogle dage - fx "1.søndag i Maj".

Jeg kan godt glæde mig over 1.Maj, - men det føles faktisk en smule selvisk at havde haft fri på fællesskabets regning. Det er lidt usolidarisk synes jeg. Og tænk engang at det er dét jeg tænker, - når jeg ser de røde faner. Jeg er jo bare en arbejder...