@postmandPer

Så kom den gode besked endelig. Og den kom naturligvis elektronisk, - men det er sådan set irrelevant lige nu. Beskeden går i al sin enkelthed ud på at Dharma har fået plads på det foretrukne fritidshjem her fra juni af. Fantastisk. Og for at få pladsen skal man bare lige bekræfte skriftligt at man gerne vil have den...

Den tager vi lige igen.

Bekræfte skriftligt. Vi var lidt uklare på hvad det egentlig betød, - men efter et opkald til Københavns Kommunes pladsanvisning stod det klart, at det i bogstavelig forstand var en skriftlig bekræftelse der blev efterspurgt. De ville have et brev.

Den tager vi lige igen.

De ville have et brev. Og de vil have det inden 5 dage. Når jeg hører sådan noget så går jeg sådan lidt i panik. For breve, - det er jo nærmest en uddød race, eller i det mindste en disciplin der sidst var på det olympiske kommunikations-program engang i 60'erne? Men nej, breve lever åbenbart stadig, - omend holdt kunstigt i live i et eller andet respirator-telt i det offentlige... Jeg går i panik, - for jeg ser så uendeligt mange fejlkilder forude.

Vi har ingen frimærker. (hmm... sms-porto?)

Vi har ingen konvolutter. (hmm... jeg har en saks, et stykke papir og en hulens masse tape?)

Jeg ved ikke hvornår postmanden tømmer postkassen.

Jeg ved heller ikke om postbudet har en dårlig dag..??

For mig er det at poste et brev så uendeligt usikkert, - og meget langt fra den virkelighed jeg synes omgiver mig. Jeg er vant til at mails kommer retur hvis noget gik galt, - eller at et tweet siger "prøv igen", - breve er for mig et eller andet nostalgi, - præcis på samme måde som e-mails (måske) vil være det et par årtier ude i fremtiden. Faktum er at jeg aldrig skriver breve, - og jeg skriver faktisk også sjældent e-mails. Når jeg lige stopper op og kigger på de kommunikations-kanaler jeg har anvendt som privatperson de sidste par dage, - må de (prioriteret efter hvor ofte de er brugt være): Google+ (messenger, stream og Gtalk), twitter, sms, diverse apps, LinkedIn og facebook.

Og nu bliver jeg bedt om at sende et brev. I en konvolut. Og jeg skal slet ikke trykke på noget, - jeg skal slikke på et frimærke? Ellers skal min datter muligvis gå et helt andet sted hvor hun ikke kender nogen... Det er vigtigt brev.

Postbudet har bare at have en rigtig god dag... Ellers spammer jeg ham på twitter!