Når verden bliver rigtig stor...

 

 

 

Advarsel: Hvis du ikke vil vide hvor feerne i virkeligheden bor, - så læs ikke videre! Alt bliver afsløret, og verden bliver pludselig rigtig stor...

På vej hjem fra børnehaven fortæller Dharma om sin fe. Ja, Dharma har en fe som henter hende med til fe-land hver nat. Når hun så vågner kan vi høre om alle de fantastiske ting hun har oplevet. Beretningerne fra fe-land er never-ending :o)

I dag fik jeg så lidt at vide om fe-landet: "Far... I fe-land, der er det faktisk vinter lige nu, - og når det bliver jul hos os, altså vinter, så er det SOMMER i fe-land!" Hun forklarede derefter hvordan man kom dertil. Noget med at man bare skulle kravle igennem et muse-hul, for så blev man tryllet om til at være lille-bitte - ligeså lille som et glas-skår, - og så var man der... I fe-land.

Jeg kiggede på min stolte datter, og fik så fortalt at der faktisk findes sådan et land med omvendte årstider. Og at det faktisk findes i virkeligheden også... at det hed Australien.

Dharma stoppede op. Gik helt i stå. Kiggede op på mig med store ivrige øjne... "HVOR ligger det far??" Jeg fortsatte..: "Kig ned på dine fødder Dharma" hun vendte straks blikket ned mod sandalerne "Dernede, helt nede under jorden, - faktisk helt igennem og omme på den anden side... Der ligger Australien... og der er det sommer når det er juleaften..."

Dharma kiggede ned i jorden nogle sekunder, kiggede så på mig med store øjne og et kæmpe smil! "Det er der hun bor far!! Det er fe-land!!" Resten af turen hjem fik jeg lidt flere historier som feen havde fortalt, - det var så hyggeligt, - især når Dharma flere gange på vejen hjem kiggede ned på sine fødder mens vi gik...

Fra søudsigt - til Sundholm

I dag var dagen. Farvel til udsigten ud over søerne i hjertet af København, og goddag til udsigten over Sundholmen i København. Farvel til det private kontor, og goddag til storrum. Farvel til de slipsede drenge fra Sund&Bælt Holding i elevatoren, - og goddag til stofmisbrugerne, sutterne og alle de andre. Også dem der sover på trappen.

Jeg har skiftet arbejdsadresse, og indtil videre er dommen klar. Jeg elsker det. Jeg har nu også selv valgt det, og heldigvis for det. Efter næsten 4 måneder hjemme på orlov, gjorde luftforandringen det lidt mere "ok" at skulle på job igen.

Det er en luftforandring der så også indebærer at jeg skifter en af hovedstadens absolut bedste og mest attraktive lokationer ud, med en plet på amager som i 1700-tallet var pesthospital, og efterfølgende blev brugt til forvarring af de sindssyge. I dag er stedet en skæv blanding af mennesker, der nok bare har det tilfælles at de ikke passer ind så mange steder. Og det er det smukke ved amager, og Sundholm i særdeleshed, at alle passer ind her.

Som da jeg i dag ville spise min medbragte frokost. Jeg fandt en bænk i solen, - kun omgivet af joint-skod og en kanyle-beholder. En fantastisk plet at spise laks og pasta synes jeg, - og jeg nød det. Pludselig kommer en pige forbi der taler i mobiltelefon, og hun sætter sig lige ved siden af mig. Jeg spiser videre og kan kun lytte med til hendes samtale, som i dén grad satte rammen for mine nye arbejdsomgivelser. I løbet af hendes mobil-samtale lærte jeg at hun var 25 år, havde fået fjernet et barn og at hun nu ikke havde penge til at komme ind på herberget. Herre-nederen. Heldigvis ville "Ronnie" muligvis komme tilbage om nogle timer med lidt mønt... Hun var hjemløs. Og så var hun også gravid. Vildt... Jeg spiste min laks, og gik tilbage til min pind.

Mit job er det samme som før, men med et tvist. Farvel til det store team på 60 mand, hvor vi alle var fælles om ansvaret i en sådan grad at ingen rigtig vidste hvem der havde det. Og de færreste følte at det var dem. Og goddag til et lille team på 12 inklusiv mig der skal i direkte konkurrence med slipsedrengene fra det private marked.

Bring it on...