Københavns Forældreorganisation gør det. Politikerne og pressen gør det. Kaster sig ind i kampen mod lukkedagene i daginstitutionerne. Det er et populært emne, - muligvis fordi det er så håndgribeligt og let at forholde sig til.Statistikken taler jo også ganske tydeligt. Der bliver flere af dem, - og vi, forældrene, kan jo i den grad mærke dem. Jeg kan mærke dem. Mit indlæg er dog ikke endnu en kritik af at der nu igen er for mange lukkedage, - og hvor besværligt det er at få familielivet til at hænge sammen når der bliver lukket for pasningsmulighederne. Tværtimod synes jeg at debatten er temmelig unuanceret, og går alt for målrettet mod et symptom snarere end mod sagens kerne. For mig at se er den "medie-storm" vi er vidne til nu, lidt at sammenligne med en bygherre der brokker sig over udgifterne til spartelmasse, - i stedet for at fokusere på hvorfor huset egentlig slår revner.
Lad mig med det samme slå fast at jeg heller ikke er fan af lukkedage. Ej heller synes jeg der skal være flere, - og jeg er også en anelse bekymret over omfanget af dem samt hvilke konsekvenser det kan få for familier. Men jeg synes simpelthen det er for nemt at se sig sur på dem, og så forsøge at score point ved at slå fast at man er modstander af dem. Som Mette Reissmann der med OECD rapporter, og andre mystiske argumenter forsøger at tegne et billede af vigtigheden af åbne daginstitutioner. Selvfølgelig skal de være åbne, men ikke for enhver pris.
I landets største kommune har vi rigtig mange lukkedage, og evt. stordriftsfordele er svære at få øje på når vi samtidig har den dyreste forældrebetaling i landet. Noget hænger simpelthen ikke sammen.
Som tidligere bestyrelsesformand i en daginstitution ved jeg lidt, men ikke alt, om hvor man som institution kan spare. Og jeg ved en hel del om hvordan man kæmper for at få en meningsfuld hverdag til at hænge sammen med de ressourcer man har.
Der bliver løbet rigtig stærkt derude i vuggestuerne, børnehaverne og SFO'erne. Og tusind tak til de mange mange pædagoger og medhjælpere der gør det, - men de er pressede. Og kvaliteten er mere end presset. Lukkedagene er ikke fridage, - men dage hvor institutionerne og deres medarbejdere kan stoppe op. Danne sig et overblik, - og forsøge at udvikle sig hen imod et bedre, mere effektivt og indholdsrigt institutionsliv.
Hvis vi havde en voksen-barn normering der blot tilnærmelsesvis kunne sammenlignes med det som man fra eksperter anbefaler, ville behovet for lukkedage slet ikke være hvor det er i dag. Så ville der være tid til kvalitet. Det er der idag kun i de institutioner hvor de stærkeste kræfter arbejder.
Beder man institutionerne om at spare andre steder, - ja så beder man dem om at spare på bemandingen. Og er vi så bedre stillet? Hvis valget står mellem to lukkedage mere om året, - eller at fyre en af medhjælperne, ved jeg i hvert fald godt hvad jeg vælger. Så må jeg være kreativ de dage. Ikke at det er nemt. Absolut ikke. Men det er ti gange nemmere end at aflevere mit barn til en hverdag som ikke hænger sammen.
