tirsdag den 18. oktober 2011

Med Pippi og tøserne i Tivoli



En mail på jobbet med et godt tilbud, - førte til at jeg i søndags var i Tivoli med Dharma og hendes veninde Isabell. Vi var inde og se Sebastian og Mastodonternes musical "Pippi Langstrømpe" i Tivolis koncertsal, og efterfølgende en tur i haven blandt græskar, hekse og forlystelser.

Jeg var dødtræt efter en nat uden søvn (tak Lara), - men hold op hvor sådan to piger og deres smittende glæde og begejstring kan fylde én med energi. Forestillingen var fantastisk, - og pigerne både dansede og grinede fra deres pladser i den meget store sal. Tydeligt at det gjorde indtryk at være kommet ind i et "voksen-teater" som Dharma udtrykte det. Blinkende lamper, balkon'er og live-musik.

Efter Pippi-forestillingen, og køb af den obligatoriske souvenir-CD x 2, tog vi ud i Kbh's sjoveste have. Jeg har sjældent haft så koncentrerede og bekymringsfrie timer med Dharma som i søndags. Først var det med 120 i timen med forlystelser, popcorn og "wow" - og siden, efter at vi havde sagt pænt farvel til Isabell, vandrede Dharma og jeg rundt - præcis som vi ville - og i vores tempo.

Jeg elsker elsker elsker mine piger. Og hvor er jeg dog lykkelig over at jeg har mulighed for at finde tid til koncentreret samvær med dem. Sammen, og hver for sig. Jeg husker ikke i detaljer resten af vores eftermiddag/aften - men vi kom da ud og prøve en masse. Og vi fik pandekager på legepladsen. Og vi vandt en vifte. Og en til Isabell. Og en hel masse mere som jeg hverken kan huske helt, eller har billeder af. Det var en af de ture der bare skulle opleves.

Tak for det Dharma.

søndag den 4. september 2011

Børn & Breaking News

Slår det gerne fast med det samme. Herhjemme bliver der ikke set TV2 News, når ungerne er i stuen. Jeg vil gerne i så vidt muligt omfang, lægge rammer om deres barndom hvor de ikke skal bekymre sig så meget om hvad de voksne nu går og bekymrer sig om. Og det kan være en udfordring i en tid hvor nyhederne fra alle verdens kroge har mere end én vej ind i hjemmet...

Men nogle gange sker der bare ting i verden, som i sin art og i sit omfang er så voldsomt, - at det bliver indgroet i den voksne bevidsthed i landet. Og så fanger de det... børnene. Herhjemme har de seneste eksempler været stormfloden i Japan, terror-handlingen i Oslo og senest sulten i det østlige Afrika.

Det er altid svært hvordan man skal formidle dét, - at verden kan vise sit onde ansigt, - når nu lytteren kigger op på en med uskyldige øjne, og hvis verdensforståelse er... ja, barnligt naiv.

Derfor blev jeg så glad da jeg i fredags hentede Dharma i børnehaven. De havde på stuen snakket om de sultne børn i Afrika, - og hvad der sker dernede. De havde snakket om hvad man kunne gøre. "Sende mad" havde en sagt... "Sende penge" havde en anden sagt... Men de var jo selv sultne, og frokosten blev jo nok dårlig hvis den skulle til Afrika, - og penge - dem har man jo ikke når man er 3-6 år gammel.

Derfor gik samtlige unger i værkstedet! Der er malet, hamret, støbt og klistret til den store fernisering! Der er lavet kunst, som vi forældre så er inviteret til at kigge forbi og købe. Og pengene, - ja det bliver børnenes, og de har aftalt at de skal sendes med "Red Barnet" til Østafrika.

Jeg har sjældent mødt så stolte, bevidste og engagerede børnehavebørn som den eftermiddag. Store som små. Jeg ser frem til at købe al Dharmas kunst, - og smide et par sedler i børnenes pengekasse... Jeg håber de gør en forskel, - for i Dharmas verden er dét Breaking News.

tirsdag den 16. august 2011

Når verden bliver rigtig stor...



 

 

 

Advarsel: Hvis du ikke vil vide hvor feerne i virkeligheden bor, - så læs ikke videre! Alt bliver afsløret, og verden bliver pludselig rigtig stor...

På vej hjem fra børnehaven fortæller Dharma om sin fe. Ja, Dharma har en fe som henter hende med til fe-land hver nat. Når hun så vågner kan vi høre om alle de fantastiske ting hun har oplevet. Beretningerne fra fe-land er never-ending :o)

I dag fik jeg så lidt at vide om fe-landet: "Far... I fe-land, der er det faktisk vinter lige nu, - og når det bliver jul hos os, altså vinter, så er det SOMMER i fe-land!" Hun forklarede derefter hvordan man kom dertil. Noget med at man bare skulle kravle igennem et muse-hul, for så blev man tryllet om til at være lille-bitte - ligeså lille som et glas-skår, - og så var man der... I fe-land.

Jeg kiggede på min stolte datter, og fik så fortalt at der faktisk findes sådan et land med omvendte årstider. Og at det faktisk findes i virkeligheden også... at det hed Australien.

Dharma stoppede op. Gik helt i stå. Kiggede op på mig med store ivrige øjne... "HVOR ligger det far??" Jeg fortsatte..: "Kig ned på dine fødder Dharma" hun vendte straks blikket ned mod sandalerne "Dernede, helt nede under jorden, - faktisk helt igennem og omme på den anden side... Der ligger Australien... og der er det sommer når det er juleaften..."

Dharma kiggede ned i jorden nogle sekunder, kiggede så på mig med store øjne og et kæmpe smil! "Det er der hun bor far!! Det er fe-land!!" Resten af turen hjem fik jeg lidt flere historier som feen havde fortalt, - det var så hyggeligt, - især når Dharma flere gange på vejen hjem kiggede ned på sine fødder mens vi gik...

tirsdag den 2. august 2011

Fra søudsigt - til Sundholm

I dag var dagen. Farvel til udsigten ud over søerne i hjertet af København, og goddag til udsigten over Sundholmen i København. Farvel til det private kontor, og goddag til storrum. Farvel til de slipsede drenge fra Sund&Bælt Holding i elevatoren, - og goddag til stofmisbrugerne, sutterne og alle de andre. Også dem der sover på trappen.

Jeg har skiftet arbejdsadresse, og indtil videre er dommen klar. Jeg elsker det. Jeg har nu også selv valgt det, og heldigvis for det. Efter næsten 4 måneder hjemme på orlov, gjorde luftforandringen det lidt mere "ok" at skulle på job igen.

Det er en luftforandring der så også indebærer at jeg skifter en af hovedstadens absolut bedste og mest attraktive lokationer ud, med en plet på amager som i 1700-tallet var pesthospital, og efterfølgende blev brugt til forvarring af de sindssyge. I dag er stedet en skæv blanding af mennesker, der nok bare har det tilfælles at de ikke passer ind så mange steder. Og det er det smukke ved amager, og Sundholm i særdeleshed, at alle passer ind her.

Som da jeg i dag ville spise min medbragte frokost. Jeg fandt en bænk i solen, - kun omgivet af joint-skod og en kanyle-beholder. En fantastisk plet at spise laks og pasta synes jeg, - og jeg nød det. Pludselig kommer en pige forbi der taler i mobiltelefon, og hun sætter sig lige ved siden af mig. Jeg spiser videre og kan kun lytte med til hendes samtale, som i dén grad satte rammen for mine nye arbejdsomgivelser. I løbet af hendes mobil-samtale lærte jeg at hun var 25 år, havde fået fjernet et barn og at hun nu ikke havde penge til at komme ind på herberget. Herre-nederen. Heldigvis ville "Ronnie" muligvis komme tilbage om nogle timer med lidt mønt... Hun var hjemløs. Og så var hun også gravid. Vildt... Jeg spiste min laks, og gik tilbage til min pind.

Mit job er det samme som før, men med et tvist. Farvel til det store team på 60 mand, hvor vi alle var fælles om ansvaret i en sådan grad at ingen rigtig vidste hvem der havde det. Og de færreste følte at det var dem. Og goddag til et lille team på 12 inklusiv mig der skal i direkte konkurrence med slipsedrengene fra det private marked.

Bring it on...

mandag den 11. juli 2011

Lukkedage? Virkelig?

Københavns Forældreorganisation gør det. Politikerne og pressen gør det. Kaster sig ind i kampen mod lukkedagene i daginstitutionerne. Det er et populært emne, - muligvis fordi det er så håndgribeligt og let at forholde sig til.

Statistikken taler jo også ganske tydeligt. Der bliver flere af dem, - og vi, forældrene, kan jo i den grad mærke dem. Jeg kan mærke dem. Mit indlæg er dog ikke endnu en kritik af at der nu igen er for mange lukkedage, - og hvor besværligt det er at få familielivet til at hænge sammen når der bliver lukket for pasningsmulighederne. Tværtimod synes jeg at debatten er temmelig unuanceret, og går alt for målrettet mod et symptom snarere end mod sagens kerne. For mig at se er den "medie-storm" vi er vidne til nu, lidt at sammenligne med en bygherre der brokker sig over udgifterne til spartelmasse, - i stedet for at fokusere på hvorfor huset egentlig slår revner.

Lad mig med det samme slå fast at jeg heller ikke er fan af lukkedage. Ej heller synes jeg der skal være flere, - og jeg er også en anelse bekymret over omfanget af dem samt hvilke konsekvenser det kan få for familier. Men jeg synes simpelthen det er for nemt at se sig sur på dem, og så forsøge at score point ved at slå fast at man er modstander af dem. Som Mette Reissmann der med OECD rapporter, og andre mystiske argumenter forsøger at tegne et billede af vigtigheden af åbne daginstitutioner. Selvfølgelig skal de være åbne, men ikke for enhver pris.

I landets største kommune har vi rigtig mange lukkedage, og evt. stordriftsfordele er svære at få øje på når vi samtidig har den dyreste forældrebetaling i landet. Noget hænger simpelthen ikke sammen.

Som tidligere bestyrelsesformand i en daginstitution ved jeg lidt, men ikke alt, om hvor man som institution kan spare. Og jeg ved en hel del om hvordan man kæmper for at få en meningsfuld hverdag til at hænge sammen med de ressourcer man har.

Der bliver løbet rigtig stærkt derude i vuggestuerne, børnehaverne og SFO'erne. Og tusind tak til de mange mange pædagoger og medhjælpere der gør det, - men de er pressede. Og kvaliteten er mere end presset. Lukkedagene er ikke fridage, - men dage hvor institutionerne og deres medarbejdere kan stoppe op. Danne sig et overblik, - og forsøge at udvikle sig hen imod et bedre, mere effektivt og indholdsrigt institutionsliv.

Hvis vi havde en voksen-barn normering der blot tilnærmelsesvis kunne sammenlignes med det som man fra eksperter anbefaler, ville behovet for lukkedage slet ikke være hvor det er i dag. Så ville der være tid til kvalitet. Det er der idag kun i de institutioner hvor de stærkeste kræfter arbejder.

Beder man institutionerne om at spare andre steder, - ja så beder man dem om at spare på bemandingen. Og er vi så bedre stillet? Hvis valget står mellem to lukkedage mere om året, - eller at fyre en af medhjælperne, ved jeg i hvert fald godt hvad jeg vælger. Så må jeg være kreativ de dage. Ikke at det er nemt. Absolut ikke. Men det er ti gange nemmere end at aflevere mit barn til en hverdag som ikke hænger sammen.

mandag den 4. juli 2011

At blive 5 år i børnehøjde

Der sidder 7 drenge og 6 piger på gulvet. De fleste har bare tæer, og alle en muffin i hånden. De er mellem 3 og 6 år, - og udgør dagens fremmødte på Dharmas børnehavestue: "Stjernen".

Der er også 3 voksne. En pædagog, en vikar og en far - og det var så mig :o Efter en fødselsdag hjemme med de store piger og endnu en fødselsdag for familien igår, er det nu blevet sidste akt i forestillingen "Dharma 5 år". En farverig, livsbekræftende, udmattende og unik forestilling jeg her vil skitsere blot en enkelt scene fra:

Vi har stadig bare tæer, - og vi begynder at gnaske på vores muffin som Dharmas mor havde bagt til dagen. Pædagogen sætter så en 5 armet lysestage ind midt i rundkredsen, og pludselig bliver alle 13 unger muse-stille. Jeg var tydeligvis den eneste der ikke vidste hvad der nu skulle ske...

Pædagogen tog en tændstik frem. Hun strøg den til ordene: "først blev Dharma født..." Hun førte så den tændte tændstik langsomt hen til det første store røde lys "og så blev hun 1 år". Da disse ord var sagt røg det ud af munden på en lyshåret pige "og så gik hun i vuggestue ikk??" :o) Tændstikken blev ført videre til det andet lys "og så blev Dharma 2 år" - igen musestille "og så blev hun 3" og da det tredje lys var tændt råbte pigerne: "og så kom hun herind og blev vores ven!"

Sådan fortsatte lys-tændingen til der var lys i alle 5 store flotte røde lys... Dharma var tydeligvis glad og stolt, - og man kunne se på både hende og hendes venner at det var stort at få lov at komme op og puste lysene ud, for derefter at dele frugten ud til alle.

Et dejligt lille øjeblik i selskab med umiddelbare, glade og fortællelystne unger, som gavmildt deler ud af deres verden. De har også vand i kælderen, en overbo der vistnok hedder Villy og som sjovt nok starter alle sætninger med "og ved du hvaaaad...?"

En oplevelse jeg aldrig ville have været foruden, og som står som et passende 3. akt i verdens smukkeste forestilling.

Tillykke kære Dharma - du er elsket højere end du aner.

lørdag den 25. juni 2011

Alt kan vel købes..?

Undrer mig virkelig... Denne trøje (se billedet) er fuldstændig umulig at opdrive. Har forsøgt på ligaens online butik, på holdets net-butik samt et hav af andre butikker i ind- og udland.

Jeg er på twitter med spilleren der bærer den til daglig, - og han er heldigvis så imødekommende at han re-tweet'er min frustration ud til hans tusindvis af følgere... Så måske bliver der bid af den vej. Vi har skrevet sammen lidt frem og tilbage, - og han blev selv lidt overrasket over at den ikke kunne købes på nfl.com (og sikkert lidt fornærmet ;o).

Jeg elsker twitter, - og især at det giver mig mulighed for at komme i kontakt med dem man ellers aldrig ville kunne nå. Ser frem til at dén vej måske er den der giver pote... #FingersCrossed.

fredag den 17. juni 2011

Far er træt...

Et døgn alene hjemme med Lara. Altid dejligt, - Dharma og mor er i farmors kolonihavehus (4 real) og det lyder til at de hygger sig...

I går blev Lara vaccineret, og i dag har stået på let feber, - indtil for et par timer siden altså. Vi spiste sammen, grinte og havde endda overskud til et videoopkald til Sus og Dharma hvor der blev vinket og smilet stort. Så blev den lille pige pludselig meget træt og varm. Panodil og natflaske... og efter en halv times sidden på skød - i seng.

Hun sov fint mens far pustede ud over et spil playstation og en kold øl... Og så. Ud af det blå. Voldsom gråd fra soveværelset. Sutten væk. Sutten fundet. Ro... i 45 sekunder. Gråd, og den ind-af-døren-stormende far fandt Lara i en stilling der bestemt ikke er særlig ergonomisk eller behagelig. Under Lara fandt jeg så puttekludene indsmurt i opkast.

Lara op. Putteklude og sengetøj under bruseren. Lara græder. Far krammer og trøster. Lidt toner fra verdens værste tv-program (hit med sangen), fik Lara til ro, mens far her fik lagt nyt sengetøj på og fundet erstatninger for de uerstattelige puttedyr "Elefantus" og "Raffer".

En tur ud i klapvogn for at skabe et sceneskift. Første møde på vejen var en mand med en hund der fik et "aii Gatter" (hej skatter) fra Lara... Og så blev man træt igen. 180 graders vending. Hjem igen, hvor vi nu sidder som billedet viser...

En aften i livet som det også er. Og som jeg trods alt aldrig ville have været foruden. Elsker dig ´Gatter.

tirsdag den 14. juni 2011

Une création de SamutBirch



Så smuk så smuk... Dharma i den seneste af de hjemmedesignede og -syede nederdele. Ja, det er som du sikkert har gættet ikke undertegnede der er den kreative skaber, - men derimod Dharmas mor, min smukke skønne kæreste Susan.

Hun er designer/syerske på 3. dagen, - og har allerede kreeret tre nederdele. Og i skrivende stund i gang med den 4. - Og så er der tikket en bestilling ind fra Jylland på en mere. Lejligheden bugner af stof, nåle og tråd, - og af Susans appetit på at lave mere mere mere... Det er fantastisk at følge.

Ikke fordi jeg på nogen måder kan hjælpe hende, eller komme med gode råd, men fordi hendes passion er så livsbekræftende og inspirerende. Jeg kan se hvordan hun nyder det. Og ikke kun produktet, - men hele processen fra tanke til udførelse. Det er nyt. Og smukt.

Jeg har det sikkert som de fleste, at dét at se folk i deres kreative element, at være vidner til at folk gør det de brænder for, - er inspirerende. De er attraktive og interessante. Jeg elsker engagementet, og jeg elsker at se Dharmas øjne stråle mens hun SKRÅLER fra sin gynge: "Nøj, hvor har MIN mor lavet en flot nederdel til mig" så naboerne der griller liiiige må kigge engang og give hende ret. Hun er stolt. Og med rette.

Og jeg? Jeg er forelsket.

mandag den 13. juni 2011

All hail the King...

Det er mandag, - og dermed tid til ugens litterære højdepunkt: Peter Kings MMQB. Jeg er jo som bekendt ikke så god til at læse skønlitteratur, - faktisk gør jeg det aldrig, - men det ugentlige indlæg/essay/debatoplæg som den amerikanske journalist Peter King står bag, er nok det nærmeste jeg kommer at læse noget der ikke er decideret faglitteratur.  Hr. King er aktiv på twitter, på SI.com og på facebook hvor han besvarer spørgsmål fra fans (også fra undertegnede ;o)

MMQB står for Monday Morning QuarterBack, - en betegnelse man bruger over-there om alle dem der mandag morgen foran vandbeholderen på kontoret, ved præcis hvad man skulle have gjort for at have vundet søndagens fodboldkamp.  Det fantastiske ved MMQB er at det handler om alt andet end fodbold. Selvom sporten og dens aktører selvsagt er i fokus uge efter uge, - så formår Peter King at skrive en læsevenlig, inspirerende og livs-vedrørende fortælling uge efter uge. Om fodbold og om livet. Som da en spiller i et interview om hvordan han håndterede sin pludselige rigdom sagde: "When I was younger my grandma' gave me 3 dollars every week. And she'd say, - 1 dollar you can spend, 1 you have to save and 1 dollar you're donating to charity. To this day that's how I try and live my life..." Fængende synes jeg.

I dag læste jeg MMQB i solen i vores dejlige gård/have, og jeg nød at komme rundt i MMQB's faste bestanddele: Kaffe-afsnittet. Rejse-afsnittet. 10 things I think I think-afsnittet (som er legandarisk godt). Jeg læste om Tom Bradys mentor som er kræftsyg og som forventes at dø indenfor et par uger... Jeg læste om hvordan hans datter havde viderebragt hans farvel til verden på facebook... Og jeg læste al nørderiet som amerikansk fodbold også er. Jeg tror jeg ville trives derovre.

Men dér lå jeg. Midt i verden med verden i hånden. Stor tak til Peter King uden hvem det hele ville være lidt mindre fedt om mandagen.

lørdag den 11. juni 2011

Life as it should be...

Elsker elsker ELSKER at have gården lige uden for døren... Nyder det som vores egen have, - blot med søde gæster og raske børn der leger :o) Stadig på barsel, - i sol og sandaler... Life as it should be... Her smukke Lara i græsset.

fredag den 4. februar 2011

En atypisk superbowl

Så er det snart tid. Om lidt over et døgn sparkes den ovale ned af banen, og superbowl XLV (45) mellem Pittsburgh Steelers og Green Bay Packers er officielt igang. Det bliver et brag af en kamp tror jeg, - en kamp der bliver meget lige, - og hvor ét eller måske to spil får helt afgørende betydning. Jeg tror på en kneben sejr til Steelers simpelthen fordi de har været der og gjort det før. Der er mange elementer der taler for en Packers-sejr (især at kampen spilles indendørs), - men men men... Steelers tager den. Prediction: Steelers 24 Packers 17.

Jeg ser altid Superbowl, - har fri dagen efter, - og er som regel helt football høj mandag morgen :o) Men ikke i år. Tror jeg. Feriedagene er alle på nær én brugt på syge børn, - så jeg kan ikke se nogen vej udenom at jobbe mandag morgen. Måske sover jeg i stuen søndag nat, - så jeg kan blunde med mens kampen spilles..?

Det bliver en atypisk Superbowl. Men det bliver fedt!