Jeg har nu haft rejsekort i lang nok tid til at jeg kan dele mine erfaringer med kortet. Hold fast. It's a bumpy ride...
torsdag den 28. marts 2013
søndag den 25. november 2012
Ikke min yndlings årstid...
Okay. Bladene er smukke, og når vi kommer dertil hvor sneen daler, så kan jeg også finde meget glæde i en god kælkebakke - men efterår og vinter bliver aldrig noget jeg ser frem til.
Det er koldt. Det er mørkt. Der er flyverdragter, handsker, dryppende støvler og cykelkæder der knirker. Ungerne snøfter og skranter på skift, og med Laras "Ekstreme atopiske eksem" som lægen elegant udtrykte det, så er dette en årstid med talrige udfordringer.
Jeg ser frem til d. 21/12, så bliver det igen lysere og vi får lidt tid sammen som familie :-)
Men så må det også meget gerne, meget hurtigt, blive forår. Se dét er en årstid...
torsdag den 2. august 2012
You play to win the game...
Engang i maj måned skrev en tidligere kollega, at det gerne måtte regne hele sommeren - der kom jo både Wimbledon, EM i fodbold, Tour de France og OL i fjernsynet. Jeg byttede gerne dem alle ud for konstant sol og 30 grader, - og jeg har da heller ikke rigtig fået fulgt de 3 første begivenheder. Men jeg er faktisk blevet lidt hooked på OL.
Dét jeg godt kan lide ved legene er den særlige stemning. Det er traditionen og følelsen af "history in the making" da det jo kun afholdes hvert 4. år. Dét at kæmpe i et OL må være så meget større end så meget andet man som elite-idræts udøver kan opnå.
Da nyheden om at en kinesisk og koreansk damedouble havde spillet en kamp, hvor det var tydeligt at ingen ville vinde, - blev jeg godt nok trist. Som tidligere badmintonspiller (dog ikke elite) ved jeg dog at dette ikke er et nyt fænomen. Det ses desværre ofte i diverse internationale grand prix'er, - og det har hidtil været ignoreret/accepteret i WBF (det internationale badmintonforbund) - muligvis da de asiatiske lande er stærkt repræsenterede her.
Men ikke længere. Spillerne blev smidt ud af OL, sammen med to yderligere par som man altså også vurderede spillede deres kampe for at tabe. Jeg synes det var den helt rigtige beslutning. Der er dog dem der argumenterer for at det var forkert. De peger på, at det må være ok at tabe med vilje såfremt det øger guldchancerne senere hen, samt at det er arrangørernes skyld at spillerne overhovedet kommer i en situation hvor det at tabe er det bedste udfald af en kamp.
Jeg er til dels enig i det sidste argument. Det bør ikke være sådan at man kan spekulere i at tabe en kamp - og efterfølgende få fordel af det. Det er for mig at se svagheden ved den nuværende turneringsform, - og jeg så gerne man lavede den om. MEN! Det er stadigvæk et bevidst valg fra trænere/holdledere/spillere at gå ud og tabe kampen...
Og dét er ikke ok. Og slet ikke til et OL.
Man bør altid spille for at vinde, - og som der blev sagt i åbningsceremonien så handler dét at deltage i en olympisk disciplin, og at opnå den særlige status i historien som følger med det, ikke om hvad man vinder, - men om hvordan man kæmper. At tabe bevidst må være det mindst forenelige med det olympiske ideal.
Jeg er blevet belært at det foregår i andre sportsgrene, - men det gør det i min optik ikke mere ok. Jeg savner bare den indstilling jeg kan kende fra NFL hvor mantraet er: "You play to win the game" & "You finish!".
Sidste år kunne flere amerikanske fodbold-hold (sandsynligvis) have sikret sig mange års fremtidig succes, ved "blot" at tabe en kamp eller to sidst på sæsonen. Det var de dårligste hold i ligaen, - og helt ærligt, - kunne det ikke være ligegyldigt om man fik 2 eller 3 sejre i sæsonen, - hvis man kunne opnå denne fordel?
Der var fans der bønfaldt deres hold om at tabe. Der var journalister der dyrkede historien. Men sporten vandt. De udsatte hold tabte ikke med vilje, - de spillede, kæmpede og vandt - og det er der mange forklaringer på. Noget af det handler om kontrakter, andet om mulige retslige efterspil, men mest af alt handlede det (vælger jeg at tro) at man var tro mod spillet.
At man ikke, foran millioner af seere ville lade sit niveau falde så dybt... og her taler jeg ikke om det teknisk sportslige. Det ville i ordets reneste betydning være uværdigt.
Det klæder det internationale sports-samfund, at man nu har taget den holdning til sig.
Dét jeg godt kan lide ved legene er den særlige stemning. Det er traditionen og følelsen af "history in the making" da det jo kun afholdes hvert 4. år. Dét at kæmpe i et OL må være så meget større end så meget andet man som elite-idræts udøver kan opnå.
Da nyheden om at en kinesisk og koreansk damedouble havde spillet en kamp, hvor det var tydeligt at ingen ville vinde, - blev jeg godt nok trist. Som tidligere badmintonspiller (dog ikke elite) ved jeg dog at dette ikke er et nyt fænomen. Det ses desværre ofte i diverse internationale grand prix'er, - og det har hidtil været ignoreret/accepteret i WBF (det internationale badmintonforbund) - muligvis da de asiatiske lande er stærkt repræsenterede her.
Men ikke længere. Spillerne blev smidt ud af OL, sammen med to yderligere par som man altså også vurderede spillede deres kampe for at tabe. Jeg synes det var den helt rigtige beslutning. Der er dog dem der argumenterer for at det var forkert. De peger på, at det må være ok at tabe med vilje såfremt det øger guldchancerne senere hen, samt at det er arrangørernes skyld at spillerne overhovedet kommer i en situation hvor det at tabe er det bedste udfald af en kamp.
Jeg er til dels enig i det sidste argument. Det bør ikke være sådan at man kan spekulere i at tabe en kamp - og efterfølgende få fordel af det. Det er for mig at se svagheden ved den nuværende turneringsform, - og jeg så gerne man lavede den om. MEN! Det er stadigvæk et bevidst valg fra trænere/holdledere/spillere at gå ud og tabe kampen...
Og dét er ikke ok. Og slet ikke til et OL.
Man bør altid spille for at vinde, - og som der blev sagt i åbningsceremonien så handler dét at deltage i en olympisk disciplin, og at opnå den særlige status i historien som følger med det, ikke om hvad man vinder, - men om hvordan man kæmper. At tabe bevidst må være det mindst forenelige med det olympiske ideal.
Jeg er blevet belært at det foregår i andre sportsgrene, - men det gør det i min optik ikke mere ok. Jeg savner bare den indstilling jeg kan kende fra NFL hvor mantraet er: "You play to win the game" & "You finish!".
Sidste år kunne flere amerikanske fodbold-hold (sandsynligvis) have sikret sig mange års fremtidig succes, ved "blot" at tabe en kamp eller to sidst på sæsonen. Det var de dårligste hold i ligaen, - og helt ærligt, - kunne det ikke være ligegyldigt om man fik 2 eller 3 sejre i sæsonen, - hvis man kunne opnå denne fordel?
Der var fans der bønfaldt deres hold om at tabe. Der var journalister der dyrkede historien. Men sporten vandt. De udsatte hold tabte ikke med vilje, - de spillede, kæmpede og vandt - og det er der mange forklaringer på. Noget af det handler om kontrakter, andet om mulige retslige efterspil, men mest af alt handlede det (vælger jeg at tro) at man var tro mod spillet.
At man ikke, foran millioner af seere ville lade sit niveau falde så dybt... og her taler jeg ikke om det teknisk sportslige. Det ville i ordets reneste betydning være uværdigt.
Det klæder det internationale sports-samfund, at man nu har taget den holdning til sig.
Abonner på:
Opslag (Atom)